I gaar var vi ude, at lede efter noget at spise. Det var ikke lige saa nemt. Det ene sted havde de ikke mad nok den aften saa vi alle kunne faa en portion mad. saa viste de os til et andet sted, der havde de ikke koed nok til os. Efter et stykke tid, lykkedes det for os, at faa noget, at spise.Vi var alene med en gade dreng, som Amalie gav en portion mad. Mens vi noed maden, horte vi en som raabte "tyv", og 2 maend loeb efter "tyven". De fangede tyven, hvilket var en lille gadedreng, paa 9 aar. De sparkede ham, og han skulle hen til resturanten igen, og betale for den lille flaske vand, som han havde stjaalet. Vi (vountorene) kunne ikke klare og se det lille barn, blive sparket, saa vi fik det stoppet, og sagde. " Vi vil betale for gadedrengen flaske vand" Den ene mand vil ikke give slip for ham, saa han kom op og skeanedes med dem, som ejede restuanten. Efter skanderiet, fandt vi en bager, og gav gadedrengen lidt brod, at spise.Det er en hverdag, for gadeborn, at de har ingen rettigheder, og de bliver naesten behandlet, som hunde, og de gaar heller ikke i skole. Foraldre loese piger, moder man ikke saa tit paa gaden. Istedet kommer der en familie,og kan udnytte pigen baade sexuelt og fysisk. Hun kan vare huspige, og ofte kommer hun slet ikke i skole. De kan ogsaa vare heldige, og have foraldre, som giver hende adgang til skole.

Heldigvis har der varet en dansker, som har sponsoret et bornehjem, saa saadan foraldreloese born kan faa mad uden, at stjale, og de kan faa en uddanelse. De maa bo paa bornehjemmet indtil de faar en uddanelse. Mange af bornene, som er paa bornehjemmet nu, har provet det, som jeg navnt ovenover. Desvarre er det kun en meget meget lille promille af gadeborn, som er paa bornehjemmet. Men til dem vi har fundet, har vi saa vist en karlig haand om dem, hvor de kan faa mad, og en uddanelse, saa de kan klarer sig selv. Og vi haaber bornene taenker fremover, at det som vi har gjort  for dem nu, at saadan vil de ogsaa behandle de gadeborn senere i livet. " Behandel andre, som du gerne selv vil behandles"

En bedre hverdag i Cheke chea, et anti mobbe projekt.

I cheke chea er børnene meget voldsomme mod hinanden. De slår, sparker, kaster ting, efter hinanden i stedet for, at hjælpe hinanden og lege sammen. De har ikke lært, andet hjemmefra. Selvom vi voluntører skælder dem ud, tager bornene det ikke seriøst, fordi hjemmefra har de lært, at hvis de ikke får tæsk for det, så mener de voksne det ikke seriøst. Nogle gange kan det være fristende, at sende børnene hjem, men det vil være  dobbelt moralsk, fordi vi ved, at når de bliver straffet derhjemme får de tæsk, og cheka chea er en børnehave, som er i mod vold.  så det er en udfordring for os voluntører, at få børnene til at hører ordentlig efter og tage en seriøs uden voldelige virkemidler. De kender slet ikke til ordet konsekvens udover tæsk.  

Vi har valgt, at starte et lille projekt op hvor de skal lærer konsekvens uden at blive slået på.

VI ved børnene elsker, at få taget billeder af dem selv, og de vil være endnu gladere, hvis de får lov til, at se dem selv.

Vi har lavet nogle regler op, som

Du må ikke sparke

Du må ikke slå

Du må ikke kaste ting efter andre

Du må ikke vippe på stolen

Du må ikke tage andres ting

Du må ikke sige dårlige ting om person.

Hvis børnene gør nogle af de ting, bliver det noteret ned i en notes bog hverdag i en måned og får et negativt kryds.

Så har vi også lavet nogle andre regler

Du skal sige undskyld, hvis du slår en

Hvis en slår dig, må du ikke slå igen

Du skal stå på lige linje

Du skal være stille i timerne osv

Hvis børnene gør nogle af de ting, bliver det også noteret ned i en notes bog hverdag i en måned og får et posetivt kryds.

Des flere posetive krydser de får, des større er sandsynligheden for, at de får et billede hængt op, at dem selv, under vennevæggen, og dem som har mange negative krydser får ikke et billede hængt op. så har vi tænkt de har fået en lille smag på, hvad konsekvens egentlig er.

Udover projektet formål håber vi også de lærer, at behandle hinanden ordentlig og med respekt. Og at børnene lærer, at udfra deres handlinger vil der altid komme en konsekvens, som både kan være posetiv, som at blive hængt op på vennevæggen eller en negativ konsekvens, at slet ikke blive hængt op på vennevæggen.

Fordi de vil opdage senere henne i livet, at der nok vil komme storre konsekvenser

Turen til Katarvi

Vi har været så heldige, at missionæren tog os med på en safari tur. Det gode ved parken er, at den ikke er så kendt, og derfor kommer der næsten ingen turister om året. Dette gør det ekstra unikt, så bliver man ikke forstyrret af andre turister og heller ingen kø. Da vi kom ind i parken, kiggede vi alle spændt rundt omkring.  Nu er det sådan, at man ikke kan aftale med dyrene, hvor de skal være, man skal derimod selv opsøge, og finde dem. Dette er med til at gøre en safari ekstra spændende, fordi man ved ikke på forhånd hvad man får øje på, og man ved ikke hvad det næste dyr man får øje på er, og man ved heller ikke hvad der kommer i vente. Især aberne, løverne, gemte sig godt. Aberne gemte sig oppe i træerne, og mange gange skulle kikkerten frem før man fik øje på aberne.   Løverne gemmer sig kamufleret i savannen.  Flodhestene lå nede ved vandet, fordi det er for varmt for dem, at stå op af vandet, før klokken 18.00. Nogle gange så vi nogle flodheste, som var oppe at strække benene. Heldigvis var der også dyr der var nemme, at få øje på, som zebraer, gnuer, elefanter, og giraffer. Derefter så vi en giraf, som hoppede for, at den kunne nå sit måltid.  Vi fik også øje på en løve, som havde øje på nogle antilopper, og de var ikke langt væk fra løven. Vi troede, at der snart kom løvejagt, så vi stoppede op og ventede i bilen. Vi ventede i flere timer, og løven var for dovn til, at gå på jagt. Da dagen var ovre, skulle vi sove på en vandrehjem og kun 15 meter væk var der over 20 flodheste, som kunne gå frit rundt. De kom op til de huse, hvor vi sov om natten, for at få noget at spise. Heldigvis sov vi under trygge rammer. Det var en speciel og god oplevelse. Den næste morgen tog vi videre på safari, der så flere hundrede bøfler, som kom løbende i massevis. Det var specielt, at se så mange bøfler på engang.  

Turen til Sikonge

Efter en god og afslappende safari tur, gik turen videre til Sikonge, hvor der var missionær konference. Det var hyggeligt, at møde de andre volontører, som man ikke så tit så, og vi havde en  hyggelig aften. Lørdag var vi henne, og se bibelhøjskolen, hvor vi hørte om, hele organisationen start, og hele organisationen historie. Derefter havde vi møde om missionær identitet, hvor missionærerne diskuterede, om hvad en missionær opgave er i folkets, kirken, og i vores øjne.  Den næste dag, var volontørerne henne og se, hvad missionærens opgave er i Sikonge, her var vi henne og se på nogle spedalske mennesker. De var isoleret, fordi de kun må være i et hvis område, fordi afrikanerne er bange for at blive smittet af spedalskhed. Det er sjældent, at man bliver smittet af spedalskhed. Heldigvis støtter organisationen de spedalske og hjælper dem på vej. De får mad hverdag, også deles de om et hus. Det var hårdt, at se, hvordan de levede, og hvor isolerede de egentlig var fra det afrikanske samfund. Lægen fortalte også mange uetiske oplevelser, som han mødte på sygehuset i Sikonge.  Dagen efter havde vi nadvergudstjeneste, hvilket ikke var en hel normal gudstjeneste, men derimod den måde de fejer gudstjeneste på i brødremenigheden.   

Kipili

Kipili

Kipili er en afrikansk landsby, med 1500 indbyggere. Vi bor hos missionæren i Kipili, hvor der er en flot udsigt over Tanganika Søen, og man kan se over til Congo’s bjerge. Landsbyen er, så afrikansk med både lerhytter, damerne henter vand fra brønden, og bærer dem på hovedet, og så dyrene går frit rundt. Kipili har en virkelig flot natur, med både palmer, kaktuser, blomster, skove og Tanganika søen, hvor vi bader, når vi har fri, selvom vi ved at der lever krokodiller, flodheste i Tanganika søen.  Det er heldigvis kun fra omkring klokken 18, at dyrene henter mad, da det er for varmt for dem, om dagen.  Menneskerne er meget åben, venlige, høflige, imødekommende, og giver altid et smil med på vejen.  

Udsigt fra Missionarens terrasse

Cheke Chea

Min primære opgave i Kipili er at arbejde i ”Cheke Chea”, som er et før skole projekt. Den første dag vi kom til stedet kom alle børnene og omfavnede os. Der følte man sig virkelig velkommen, det virkede, som om det var højdepunktet på dagen. Efter den varme velkomst fik vi præsenteret os. Man kan godt mærke på børnene, at de har brug for omsorg og tryghed, fordi de vil hele tiden omfavnes, røre os, og løftes. Det er simpelthen højde punktet for dem, når de bliver løftet.  De er meget søde mod os, og behandler os godt. Desværre behandler de hinanden dårligt. De slår med knytnæver, kaster sten efter hinanden, og græder. De har desværre ikke andre måder, at håndterer problemerne på, når det er det eneste de har lært hjemmefra. Cheke Chea prøver, at lærer dem, at der er andre måder man kan tackle problemerne på. Derfor slår hverken pædagogerne eller voluntørrene børnene.  Den måde en typisk hverdag foregår på i Cheke Chea er, at først får de lidt, at spise, også dernæst børster de tænder. Det er helt nyt for dem, fordi det meste af tiden er tandbørsten udenfor munden. Derefter bliver der læst bibelhistorie, hvor pædagogerne er gode til at vise billeder, og bruge deres krops sprog. Efter bibelhistorie er der pause, hvor børnene kan komme op og slås, hvis ikke de får deres vilje. Det er svært, at bremse dem i slåskampen, fordi så snart man vender ryggen til, er der en, som græder. Hvis man løfter et barn, er der en hel kø, som også vil løftes. Hvis man løfter 2 af gangen, kan de godt slå hinanden, mens jeg løfter dem, fordi de vil have at der er en, som løfter dem. De har svært ved, at accepterer, at man sætter dem ned på jorden igen, og de har svært ved at dele med hinanden.  Efter pausen lærer børnene, både at sige alfabetet, og tallene. De har nu lidt svært ved at, lave 8 og 6 taller. 6 tallet bliver ofte vendt om på hovedet, så der står 9, og ved 8 tallet bliver der ofte lavet to runde cirkler omkring hinanden.  Når vi leger vil børnene altid gerne være den i centrum af legen, for eksempel i dag legede vi ” blindebuk” , hvor alle børnene ville være ” blindebukken”, da den man er mest opmærksom på i legen.  Desværre kommer de tit op og slås om det. I stedet for at støttte og hjælpe hinanden slåser de, og mobber de hinanden. 

Man skal være 4 år for, at starte i ”Cheke Chea” og der skal de lære tallene fra 1-10 samt alfabetet og have et lille indtryk af, hvad plus og minus er i matematik. Hvis børnene ikke er i ”Cheke Chea” kan de ikke komme i skole. Man skal starte i skole, når man er 7 år. Hvis børnene ikke starter i skole, som 7 årig får de en bøde fra regeringens side. Dvs at efter loven skal man gaa i cheke chea. Desværre er det kun 1/3 del af børnene, i landsbyen, som er i Cheke Chea.

Her er Anna og jeg ved Cheke Chea

Kæmpe for føden

I Kipili hjælper familien hinanden, og de er afhængig af hinanden. Folket er meget fattige, en normal arbejder i dette kvarter får 80.000 shilling om måneden, hvilket vil svarer til omkring 250 danske kroner. Folket laver ofte ugally, fordi de ikke har råd til, at kvalitets mad, som derhjemme i Danmark. Afrikanerne spiser, ugally, som er majs blandet op med mel. Det giver hurtigt en mætheds fornemmelse, fordi der er så mange kalorier i det., og det med til at stoppe sulten. Alligevel findes der overvægtige Mammaer. Dette skulle man umiddelbart ikke tro, da de er så fattige. Det skyldes i ugallyen er der så mange kulhydrater og de spiser store portioner.  I deres kultur handler det, om at blive fed, fordi det er tegn på dovnskab og dermed rigdom, fordi de får i overflod af ugally, og de behøves ikke knokle for føden.

Hvis man spiser ved en familie og man spiser op, får man altid en ny portion ugally, da der skal være noget tilbage på tallerkenen også er det lige meget om det er 1 eller 3 portioner. Så lang tid der er noget tilbage på tallerkenen, så er familien glad, fordi dette er også et tegn på overflod, og dermed  rigdom.

Måden man laver ugally på er majs blandet op med mel. Familien har en morter, og en støder. Hvor de putter melen og majsen ned i morteren , også slår de med støderen ned i morteren, og gør det indtil det er fladt ud. I kan se på billedet her, hvor jeg har hjulpet en familie med, at lave ugally. Det var hårdt, at stå op og banke det ned i et længere stykke tid. Den familie jeg besøgte, deres hjem ligner noget tilsvarende en stald eller skuer.

                               

Saadan henter bornene vand og derefter lofter de vandet hjem til familien.

                                      


                                         

             

Her har jeg hjulpet familien med at lave  ugally. Det var haardt, men sundt og sjovt at prove



                                  

                                                

Oplevelsen af at være stjerne.

Når jeg går en tur i Kipili, råber alle børnene ” Muzungu” hvilket betyder fremmede/europæer.  Hvis et barn har set mig, går der ikke lang tid før jeg bliver omringet af en flok børn. De slåser om, at røre mig, og de er meget optaget af min blege hud, og dette jeg er lys håret, gør det mere spændende. De slåser endda om, hvem der skal bære min pose eller bagage.  Når jeg passerer voksne afrikaner, siger de ofte. ” Cheka mo” hvilket direkte oversat betyder. ” Må jeg kysse dine fødder”.  Dette er et meget respektfuldt udtryk, hvilket man også siger til gamle afrikaner. Jeg svarer så ofte ” Marlahaba”, hvilket betyder ” Rejs dig op”

Når man solbader og ligger ved tanganika søen, er man også omringet af en flok børn, som kigger på en hele tiden. Jeg har været tæt på, at falde i søvn ved søen, og da jeg vågnede igen efter en halv time eller en time, var der bare endnu flere børn, som så på mig. De gør ingenting, men de stirrede bare, som om de ikke har set noget anderledes i denne verden. Eller så er det, fordi de ikke har andet, at lave her i Kipili.   Man føler sig virkelig, som en stjerne her i Kipili. Også den måde familierne behandler en på.  Afrikanerne må sidde på jorden og hvis de er heldige er der måske en sten de kan sidde på, mens jeg er hvid og fremmed, derfor skal jeg sidde på en rigtig fin stol.

Gudstjeneste i Kipili

Det er en anderledes måde de holder gudstjeneste på her i Kipili i forhold til, hvordan vi holder gudstjeneste i den danske folkekirke. Da vi kom til gudstjeneste i Kipili, var der kun en afrikaner, som var mødt op til tiden, og da gudstjenesten var færdig, var kirken fyldt op. Folkene i landsbyen er ikke så gode til at overholde tidspunkter, så de kom løbende igennem under gudstjenesten.  De har ikke noget ovl i kirken, men en afrikansk tradition tromme har de. Da gudstjenesten startede skal man falde på knæ på den bænk man sidder på, også bede en bøn. Derefter kommer koret og trommen går i gang. Ikke nok med, at koret synger, de danser også foran hele menigheden. I slutningen af sangen, danser koret sig også ned på sin plads. Derefter holder evangelisten så prædiken, også er der kollekt. Jeg har ikke været til naderver i Kipili endnu, da der ikke har været mulighed for det, fordi der ikke har været en ordineret præst tilstede.  Når Gudstjenesten slutter, går evangelisten først ud og så dernæst koret, og, når alle er ude, synger og danser koret ude foran os alle sammen med samme livsglæde, som da de startede.

                                                                         Snedker elever

Jeg har også fået en anden opgave. 3 gange om ugen har vi nogle snedker elever, som vi underviser i engelsk en ½ time ad gangen. Vi har lært dem indtil videre, hvad værktøjer hedder på engelsk, og det virker til at de forstår vores engelsk. Vi prøver trods alt også på at gøre det strukturet, og simpelt for dem, så der ikke kommer nogen misforståelser. Vores formål er at de skal kunne lave sætninger på engelsk og ikke bare udenads lære, som de tidligere har lært. De kan godt ord, men hvis man laver en sætning med ordene kan de ikke finde ud af, at oversætte det, fordi de ikke har lært at lave saetningen udenad. Det er som et slags puslespil for dem. 

Lodgen

Man kan godt være træt efter sådan en lang uge, med børn man løfter, og snedker elever man underviser i engelsk. Så er det heldigt de er en lodge. 30 minutters gang væk fra landsbyen. Det er langt ude, men det er virkelig flot med både ferie stole, og alle mulige drikke varer man kan købe. Det er et sydafrikansk par, som ejer lodgen. Her tager vi hen, hvis vi gerne vil være alene, ellers kan man ikke vaere i fred i Kipili. Her kan man solbade  Det er for tourister, og de får tourister fra verdenen over især ved jul og i juli måned er der høj sæson for dem. Den første gang vi var, fik vi lov til at sejle med der speed båd på tanganyika søen, hvor vi så en fantastisk flot solnedgang, og vi havde en god tid sammen. 

Bornene glaede over ingenting

Da jeg arbejdede i en bornehave i Danmark havde bornene mange matrielle goder. Bornene bliver passet, af voksne padagoger, og de har deres frihed. Der er andre forhold her i Tanzania. Bornene bliver smidt ud, af huset, og de skal klare sig selv. Det eneste de har er det, som de finder paa vejen. Det eneste, som er her, er grus og sten. Alligeve bruger de hele dagen herude paa vejen, hvor der kommer biler og motorcykler forbi. De forstaar, at flytte sig, naar en motorcykel eller bil korer forbi. De er ogsaa ekstra stille, naar en voksen afrikaner passerer dem.  Jeg gav nogle born en ballon, og de blev saa glade for det, saa man skulle tro det var deres dyrebareste ting paa denne jord.

Bornene faar ogsaa ansvaret for hinanden. Foreksempel skal storsoster passe paa lille soster. Hun barer sin lille soster, som om det er hendes eget barn. Bornene for tideligt en voksen rolle, hvor de skal hjalpe til paa marken, eller passe lille soster eller andre haarde erhverv. Mange har ikke raad til, at bornene kan komme i skole. Nedenunder kan i se hvordan, storsoster passer paa lillesoster, som om storsosteren tager modernes rolle.   

I morgen gaar turen til Kipili, hvor jeg skal arbejde med cheke chea, som er et for skole projekt.

saa der gaar lidt tid for den naeste opdatering.

Turen fra Kastrup til Dar es Sahlam

Det var haardt, at tage afsked med mine foraldre og bror, da jeg vidste jeg ikke kom til, at se dem i minimum et halvt aar. Men da jeg satte mig ind i flyet, vidste jeg, at det var det jeg skulle. Jeg foelte mig rejse klar, sammen med de andre voluntoer.

Da vi saa endelig kom til, Dar Es Sahlam, var jeg helt overvaeldet over, alle de nye indtryk man fik. Kvinder  gaar med deres kurve paa hovedet. Kvinderne baer deres barn paa ryggen.  Maend cykler med deres varer,  med en vogn, og paa cykel. Naar maendende skulle bygge bygninger, er der ingen former for sikkerhed, dette er lidt en skam, da der ikke er nogen former for et sikkerheds system. Jeg oplevede Tanzania, som et meget tilbage staaende land, og man er kommet til en verden, hvor der ikke var saerlig meget industralisering, hjemloese gaar rundt, men alligevel er de meget kaerlige, imodekommende personer, og alt den fattigdom, jeg kunne maerke ,som var der. Taxer, er ofte paa cykel, og mad og andre ting, som vi plejer at faa leveret ved lastbil, bliver tit paa cykel. I kan se et par koebmaend paa cykel.

Bornene elsker at blive fotograferet.

I Tanzania faar boernene taesk af  deres foraldre, hvis de ikke adlyder deres foraldre. De har generelt ingen betydning.  Ingen lytter til dem ordentligt, derfor bliver de saa glade naar, nogle giver dem lidt tid. De har ikke stort ingenting, og derfor bliver de saa glade, naar vi voluntorer vil spille fodbold, synge, lave pusle spil, eller en anden aktivitet med dem. Altid naar jeg passerer bornene, raaber de Take A Picture, og de kan ikke faa nok af det. Hver gang man tager et billede af dem, vil de altid komme hen og se dem selv, paa billedet ,og man kan mearke at de rigtig glade, og loeber og smiler og siger jeg er paa billedet. Saa vil alle de andre born og se denne person paa fotografiaberatet.

Hvis man fotograferer en 10 stykker paa engang, vil de alle 10 boern se sig selv i paa billedet paa engang. men efter de har set sig selv er de virkelig glade. Saa Det maa vare deres lykke, at de kan se sig selv, men ogsaa  fordi fotografi apperat er saa nyt for dem og sjalent de ser det, saa de synes det er sjovt. Man kan maerke at bornene mangler omsorg, tryghed.

Nedenunder kan i se nogle sjove, glade billeder af bornene selvom de lever under de omstandigheder som de nu gor. Paa det nedereste billede, kan i se hvordan bornene og jeg bygger puslespil sammen.

Derimod de voksne, de vil ikke fotograferes. Mange af dem bryder sig ikke af det, derfor maa man tage et billede diskret, saa de ikke selv opdager det.
Efter nogle forsoeg lykkedes det mig, at faa et billede,af en mand som samler vand op af broenden og jeg maatte godt tage et billede af ham til sidst.