Kipili

Kipili

Kipili er en afrikansk landsby, med 1500 indbyggere. Vi bor hos missionæren i Kipili, hvor der er en flot udsigt over Tanganika Søen, og man kan se over til Congo’s bjerge. Landsbyen er, så afrikansk med både lerhytter, damerne henter vand fra brønden, og bærer dem på hovedet, og så dyrene går frit rundt. Kipili har en virkelig flot natur, med både palmer, kaktuser, blomster, skove og Tanganika søen, hvor vi bader, når vi har fri, selvom vi ved at der lever krokodiller, flodheste i Tanganika søen.  Det er heldigvis kun fra omkring klokken 18, at dyrene henter mad, da det er for varmt for dem, om dagen.  Menneskerne er meget åben, venlige, høflige, imødekommende, og giver altid et smil med på vejen.  

Udsigt fra Missionarens terrasse

Cheke Chea

Min primære opgave i Kipili er at arbejde i ”Cheke Chea”, som er et før skole projekt. Den første dag vi kom til stedet kom alle børnene og omfavnede os. Der følte man sig virkelig velkommen, det virkede, som om det var højdepunktet på dagen. Efter den varme velkomst fik vi præsenteret os. Man kan godt mærke på børnene, at de har brug for omsorg og tryghed, fordi de vil hele tiden omfavnes, røre os, og løftes. Det er simpelthen højde punktet for dem, når de bliver løftet.  De er meget søde mod os, og behandler os godt. Desværre behandler de hinanden dårligt. De slår med knytnæver, kaster sten efter hinanden, og græder. De har desværre ikke andre måder, at håndterer problemerne på, når det er det eneste de har lært hjemmefra. Cheke Chea prøver, at lærer dem, at der er andre måder man kan tackle problemerne på. Derfor slår hverken pædagogerne eller voluntørrene børnene.  Den måde en typisk hverdag foregår på i Cheke Chea er, at først får de lidt, at spise, også dernæst børster de tænder. Det er helt nyt for dem, fordi det meste af tiden er tandbørsten udenfor munden. Derefter bliver der læst bibelhistorie, hvor pædagogerne er gode til at vise billeder, og bruge deres krops sprog. Efter bibelhistorie er der pause, hvor børnene kan komme op og slås, hvis ikke de får deres vilje. Det er svært, at bremse dem i slåskampen, fordi så snart man vender ryggen til, er der en, som græder. Hvis man løfter et barn, er der en hel kø, som også vil løftes. Hvis man løfter 2 af gangen, kan de godt slå hinanden, mens jeg løfter dem, fordi de vil have at der er en, som løfter dem. De har svært ved, at accepterer, at man sætter dem ned på jorden igen, og de har svært ved at dele med hinanden.  Efter pausen lærer børnene, både at sige alfabetet, og tallene. De har nu lidt svært ved at, lave 8 og 6 taller. 6 tallet bliver ofte vendt om på hovedet, så der står 9, og ved 8 tallet bliver der ofte lavet to runde cirkler omkring hinanden.  Når vi leger vil børnene altid gerne være den i centrum af legen, for eksempel i dag legede vi ” blindebuk” , hvor alle børnene ville være ” blindebukken”, da den man er mest opmærksom på i legen.  Desværre kommer de tit op og slås om det. I stedet for at støttte og hjælpe hinanden slåser de, og mobber de hinanden. 

Man skal være 4 år for, at starte i ”Cheke Chea” og der skal de lære tallene fra 1-10 samt alfabetet og have et lille indtryk af, hvad plus og minus er i matematik. Hvis børnene ikke er i ”Cheke Chea” kan de ikke komme i skole. Man skal starte i skole, når man er 7 år. Hvis børnene ikke starter i skole, som 7 årig får de en bøde fra regeringens side. Dvs at efter loven skal man gaa i cheke chea. Desværre er det kun 1/3 del af børnene, i landsbyen, som er i Cheke Chea.

Her er Anna og jeg ved Cheke Chea

Kæmpe for føden

I Kipili hjælper familien hinanden, og de er afhængig af hinanden. Folket er meget fattige, en normal arbejder i dette kvarter får 80.000 shilling om måneden, hvilket vil svarer til omkring 250 danske kroner. Folket laver ofte ugally, fordi de ikke har råd til, at kvalitets mad, som derhjemme i Danmark. Afrikanerne spiser, ugally, som er majs blandet op med mel. Det giver hurtigt en mætheds fornemmelse, fordi der er så mange kalorier i det., og det med til at stoppe sulten. Alligevel findes der overvægtige Mammaer. Dette skulle man umiddelbart ikke tro, da de er så fattige. Det skyldes i ugallyen er der så mange kulhydrater og de spiser store portioner.  I deres kultur handler det, om at blive fed, fordi det er tegn på dovnskab og dermed rigdom, fordi de får i overflod af ugally, og de behøves ikke knokle for føden.

Hvis man spiser ved en familie og man spiser op, får man altid en ny portion ugally, da der skal være noget tilbage på tallerkenen også er det lige meget om det er 1 eller 3 portioner. Så lang tid der er noget tilbage på tallerkenen, så er familien glad, fordi dette er også et tegn på overflod, og dermed  rigdom.

Måden man laver ugally på er majs blandet op med mel. Familien har en morter, og en støder. Hvor de putter melen og majsen ned i morteren , også slår de med støderen ned i morteren, og gør det indtil det er fladt ud. I kan se på billedet her, hvor jeg har hjulpet en familie med, at lave ugally. Det var hårdt, at stå op og banke det ned i et længere stykke tid. Den familie jeg besøgte, deres hjem ligner noget tilsvarende en stald eller skuer.

                               

Saadan henter bornene vand og derefter lofter de vandet hjem til familien.

                                      


                                         

             

Her har jeg hjulpet familien med at lave  ugally. Det var haardt, men sundt og sjovt at prove



                                  

                                                

Oplevelsen af at være stjerne.

Når jeg går en tur i Kipili, råber alle børnene ” Muzungu” hvilket betyder fremmede/europæer.  Hvis et barn har set mig, går der ikke lang tid før jeg bliver omringet af en flok børn. De slåser om, at røre mig, og de er meget optaget af min blege hud, og dette jeg er lys håret, gør det mere spændende. De slåser endda om, hvem der skal bære min pose eller bagage.  Når jeg passerer voksne afrikaner, siger de ofte. ” Cheka mo” hvilket direkte oversat betyder. ” Må jeg kysse dine fødder”.  Dette er et meget respektfuldt udtryk, hvilket man også siger til gamle afrikaner. Jeg svarer så ofte ” Marlahaba”, hvilket betyder ” Rejs dig op”

Når man solbader og ligger ved tanganika søen, er man også omringet af en flok børn, som kigger på en hele tiden. Jeg har været tæt på, at falde i søvn ved søen, og da jeg vågnede igen efter en halv time eller en time, var der bare endnu flere børn, som så på mig. De gør ingenting, men de stirrede bare, som om de ikke har set noget anderledes i denne verden. Eller så er det, fordi de ikke har andet, at lave her i Kipili.   Man føler sig virkelig, som en stjerne her i Kipili. Også den måde familierne behandler en på.  Afrikanerne må sidde på jorden og hvis de er heldige er der måske en sten de kan sidde på, mens jeg er hvid og fremmed, derfor skal jeg sidde på en rigtig fin stol.

Gudstjeneste i Kipili

Det er en anderledes måde de holder gudstjeneste på her i Kipili i forhold til, hvordan vi holder gudstjeneste i den danske folkekirke. Da vi kom til gudstjeneste i Kipili, var der kun en afrikaner, som var mødt op til tiden, og da gudstjenesten var færdig, var kirken fyldt op. Folkene i landsbyen er ikke så gode til at overholde tidspunkter, så de kom løbende igennem under gudstjenesten.  De har ikke noget ovl i kirken, men en afrikansk tradition tromme har de. Da gudstjenesten startede skal man falde på knæ på den bænk man sidder på, også bede en bøn. Derefter kommer koret og trommen går i gang. Ikke nok med, at koret synger, de danser også foran hele menigheden. I slutningen af sangen, danser koret sig også ned på sin plads. Derefter holder evangelisten så prædiken, også er der kollekt. Jeg har ikke været til naderver i Kipili endnu, da der ikke har været mulighed for det, fordi der ikke har været en ordineret præst tilstede.  Når Gudstjenesten slutter, går evangelisten først ud og så dernæst koret, og, når alle er ude, synger og danser koret ude foran os alle sammen med samme livsglæde, som da de startede.

                                                                         Snedker elever

Jeg har også fået en anden opgave. 3 gange om ugen har vi nogle snedker elever, som vi underviser i engelsk en ½ time ad gangen. Vi har lært dem indtil videre, hvad værktøjer hedder på engelsk, og det virker til at de forstår vores engelsk. Vi prøver trods alt også på at gøre det strukturet, og simpelt for dem, så der ikke kommer nogen misforståelser. Vores formål er at de skal kunne lave sætninger på engelsk og ikke bare udenads lære, som de tidligere har lært. De kan godt ord, men hvis man laver en sætning med ordene kan de ikke finde ud af, at oversætte det, fordi de ikke har lært at lave saetningen udenad. Det er som et slags puslespil for dem. 

Lodgen

Man kan godt være træt efter sådan en lang uge, med børn man løfter, og snedker elever man underviser i engelsk. Så er det heldigt de er en lodge. 30 minutters gang væk fra landsbyen. Det er langt ude, men det er virkelig flot med både ferie stole, og alle mulige drikke varer man kan købe. Det er et sydafrikansk par, som ejer lodgen. Her tager vi hen, hvis vi gerne vil være alene, ellers kan man ikke vaere i fred i Kipili. Her kan man solbade  Det er for tourister, og de får tourister fra verdenen over især ved jul og i juli måned er der høj sæson for dem. Den første gang vi var, fik vi lov til at sejle med der speed båd på tanganyika søen, hvor vi så en fantastisk flot solnedgang, og vi havde en god tid sammen.